Hvis nogle havde fortalt mig, at salt slanker for blot en uge siden, havde jeg nok set rimelig skeptisk ud. Men den er faktisk god nok. Den almindelige opfattelse har altid været, at vi drikker mere, når vi indtager mad med et højt saltindhold, fordi salt gør os tørstige. Ny forskning viser imidlertid, at det ikke er hele sandheden.
Denne banebrydende forskning i salt – eller natriumklorid, som kemikerne kalder det – er netop udgivet i The Journal of Clinical Investigation. Hvorfor kommer den forskning først nu, tænker du nok. Svaret er simpelt. For at undersøge salts effekt på vores krop må der bruges forsøgspersoner, som er villige til at lukke sig ind i en boks flere uger, måneder og endda år for at indtage kontrollerede måltider og få testet deres urin.
Derfor spurgte Dr. Titze – manden bag denne forskning – en gruppe russiske kosmonauter, om de ville være med i forsøget, fordi de allerede kender til livet i en lukket ”boks” (rumfærge). Kosmonauterne er derudover også vant til total kontrollerede måltider og hyppige sundhedstjek.
Forsøgene har strakt sig over flere perioder, hvor den første startede i 1994 og den seneste i 2006. Det længste forsøg strakte sig over 520 dage. Forsøgspersonerne kom på en diæt med højt saltindhold, og det viste sig, at de ikke blev tørstigere af store mængder salt, som man tidligere havde regnet med. Til gengæld var forsøgspersonerne mere sultne, end de plejede at være.
Vi kender det fra os selv. Når vi spiser en pose saltchips, bliver vi umådeligt tørstige. Men det er kroppens måde at reagere på nu og her. I en længere periode med højt saltindtag vil vi opleve, at vi bliver mindre tørstige og mere sultne. Men det chokerende kommer nu! Forsøgspersonerne afgav stadig lige så meget urin, som inden det forøgede saltindtag, selvom de jo drak mindre. Så hvor kom den ekstra væske fra?
Dr. Titzes forskning viser, at ved et højt saltindtag begynder menneskekroppen at nedbryde fedt og muskler for at producere væske. I tekniske termer begyndte forsøgspersonerne at producere glukokortisteroid-hormoner, som netop nedbryder fedt og muskler. Med andre ord forbrænder vi flere kalorier, når vi får meget mere salt, end vi er vant til, fordi kroppen omdanner noget af vores fedt til væske. Det betyder, at salt har indflydelse på vores vægttab. Så vi kan konkludere, at salt slanker. Men denne proces kræver naturligvis energi – og derfor var forsøgspersonerne mere sultne, end de plejede.
Salt slanker – men skal ikke bruges som slankemiddel
Inden du kaster dig over saltkrukken i køkkenet, bør du læse videre. Dr. Titzes forskning viser nemlig, at mad med ekstremt højt saltindhold kan føre til ”stress-spisning”, som giver vægtforøgelse. Et højt niveau af glukokortikosteroid kan føre til type 2-diabetes og andre sygdomme. Og så var der jo det med, at man blev mere sulten, når man fik meget salt i en længere periode.
Hvad betyder det så for os? Denne forskning vil uden tvivl føre til fremtidige skelsættende informationer om saltets betydning for vores krop og kost. Men lige nu bør du spise salt, som du plejer. Nyd dit salt – i moderate mængder.